Advent – betydning og historie

Ordet "Advent" stammer fra det latinske Adventus Domini, som betyder "Herrens komme". Adventstiden symboliserer forventning og forberedelse på Jesu fødsel, hvor Gud, gennem Jesus, træder ind i menneskelig skikkelse på jorden. Adventstiden er derfor en tid til refleksion og åndelig forberedelse. Advent begynder, ligesom påsken, ikke på en fast dag i året, men den starter fjerde søndag før juledag.

Advent markerer også begyndelsen på det kirkelige år, som fortæller om Jesu liv og lære, som vi kan læse den i Det Nye Testamente.

Hvornår startede man med at fejre advent?

Ifølge den gallo-romerske historiker og biskop, der blev født ca. 539, er der vigtige historiske kilder til oplysninger om de tidlige kristne traditioner i Europa. I Historia Francorum står der, at man begyndte at fejre advent tilbage i slutningen af 400-tallet. Den moderne tradition med adventskransen kom til Danmark fra Tyskland i 1800-tallet og blev udbredt i Sønderjylland under besættelsen fra 1940-1945. Her blev kransen pyntet med røde og hvide bånd som et symbol på danskhed og national stolthed. Det var først i løbet af 1950'erne, at adventskransen spredte sig fra Sønderjylland til resten af Danmark. Til at begynde med var det i de danske hjem, og først senere begyndte man også at have adventskranse i de danske kirker.

Advents betydning

Advent symboliserer forventning, bod og åndelig beredelse. Adventstidens liturgiske farve er lilla, der repræsenterer bod, eftertanke og forberedelse, som vi også kender det fra påsken. Tidligere fastede man i adventstiden for at forberede sig åndeligt til julen. Faste skulle styrke længslen efter højtiden og gøre julefejringen endnu mere betydningsfuld.

Den første søndag i advent markerer desuden starten på det nye kirkeår i de fleste kristne traditioner. På denne dag kan farven også være hvid som symbol på fest og glæde. I mange danske kirker synger man salmen "Vær velkommen, Herrens år", som blev bearbejdet af Grundtvig i 1849. Denne salme er blevet et vigtigt led i den danske adventsfejring og understreger adventens betydning som en åndelig og festlig indledning til julen.

Advent i Danmark sammenlignet med andre traditioner

Advent fejres forskelligt afhængigt af geografiske og religiøse traditioner. I vestlige kirker, både i de katolske og protestantiske, er adventskransen i dag en central del af fejringen. Kransen, som er rund, symboliserer Guds evige kærlighed og det evige liv. I mange katolske kirker bruger man tre lilla eller blå lys og et rosa lys i adventskransen. De lilla lys symboliserer bod og forberedelse, mens det rosa lys, der tændes på den tredje søndag (kendt som Gaudete-søndagen) i advent, repræsenterer glæde og Jesu snarlige ankomst.

I den protestantiske kirke er advent også en tid til refleksion og glæde. Her tændes adventskransen på lignende vis, men traditionerne omkring lysenes farver kan variere.

Internationale variationer af advent er også værd at nævne. I Normandiet blev der i gamle dage sendt børn gennem markerne med fakler, hvor de brændte halm af for at skræmme skadedyr væk. I Italien er der en tradition, hvor sækkepibespillere valfarter til Rom og spiller foran Jomfru Marias helligdom, Santa Maria Maggiore.

Forskellen på båndets farve i adventskransen

Båndets farve i adventskransen har stor symbolik. I mange katolske kirker og hjem bruges lilla bånd, da denne farve traditionelt symboliserer bod og forberedelse. Lilla er den liturgiske farve i kirken under adventstiden, da den repræsenterer eftertanke. På den første søndag i advent kan båndene dog også være hvide, da det er en festdag, der markerer begyndelsen på det nye kirkeår – en ny begyndelse. I katolske kirker kan man dog også se adventskranse med blå bånd eller bånd i andre farver. Båndenes farve afhænger af lokale skikke og traditioner.

I Danmark er det almindeligt at bruge røde og hvide bånd som pynt i adventskransen. Disse farver har stærk symbolsk betydning, da de repræsenterer de danske nationalfarver. Fra tiden under og efter Anden Verdenskrig blev denne pyntning brugt til at understrege en national følelse og modstand mod besættelsesmagten.

Salmer i adventstiden

Den nok mest kendte danske adventssalme er N.F.S. Grundtvigs version af ”Vær velkommen, Herrens år”, som han skrev i 1849. Grundtvigs version indgår i Den Danske Salmebog. Den oprindelige salme, som Grundtvig lavede en version af, kan spores helt tilbage til 1556. ”Vær velkommen, Herrens år” synges traditionen tro den 1. søndag i advent og er en del af den liturgiske fejring.

Adventsgaver

Advent er ikke kun en tid for åndelig forberedelse, men også for traditioner, der bringer glæde, særligt for børn. En af disse traditioner er adventsgaver, hvor børn får små gaver hver søndag i advent. Disse gaver kan ligge i en julesok, der ofte ses hængende på værelsesdøren eller på pejsen, hvis man er så heldig at have sådan en. I Sønderjylland, som man også ser det i Tyskland, er der en gammel tradition for, at børn satte en sko i vinduet og ventede på, at Sankt Nikolaus kom forbi og fyldte skoen med gaver. Havde man dog været uartig, kunne man risikere at vågne op til kul i sokken.

Julekalendere

Adventsgaver er i dag blevet en populær tradition i mange danske hjem, og selvom gaverne ofte er små, bidrager de til den forventningens glæde, som adventstiden symboliserer. Adventsperioden er en tid, hvor både store og små glæder sig til den kommende julehøjtid, og højdepunktet som er juleaften.

I 1800-tallet opstod traditionen med julekalendere i Tyskland. Fra at man i starten tændte et lys hver aften eller tegnede en kridtstreg på jorden for at markere, at man nu var en dag tættere på juleaften, har traditionen i dag udviklet sig til julekalenderen, som vi kender den i dag, med små låger, hvor én skal åbnes hver dag. Bag lågerne kan der gemme sig et billede eller måske et lille stykke chokolade. Den første julekalender, hvor der bag hver låge gemte sig et lille billede, blev produceret i Tyskland i 1908. Traditionen med chokolade kender man først fra 1920’erne.